Debat om folkeskolen og kunsten

I morgen har jeg tilmeldt mig en debat om folkeskolen og kunsten i Fællessalen på Christiansborg. Det er Socialdemokraterne, der inviterer og de spørger i oplægget:

Folkeskolen og Kunsten

- hvordan styrker vi samspillet?

Jeg har selvfølgelig mine bud på dette. Og jeg glæder mig til at høre deres bud også. Jeg lover, at jeg melder tilbage her på siden efterfølgende, så I også kan tage del i snakken. Men har du lige en god pointe, som er vigtig at få med, så skriv den endelig i kommentarfeltet herunder. Det starter kl. 9. Måske skal du selv derind? Så ses vi.

Derfor!

Måske kender du allerede bloggen Læring med udsigt? Det er KMD, der inviterer os med på en snak om læring og undervisning. Jeg følger den via deres Facebookside, og det er sjældent, at deres indlæg ikke giver mig et eller andet nyt perspektiv på læring eller sætter ord på noget, jeg selv gør i min egen undervisning. I dag vil jeg bare linke direkte videre til dem herfra og sige: “Derfor skal vi blandt andet fortsætte med at arbejde med kunst i skolen!” (klik på billedet for at komme videre til indlægget):

Om at tegne indenfor stregerne

Når man taler med billedkunstlærere, kunstnere og andre kreative ildsjæle, så har de næsten alle en ting til fælles. At det er vigtigt at turde tegne udenfor stregerne. At træde ud af boksen. Kill your darlings.

Kært barn har mange navne.

Og jeg er jo enig. Hvis ikke vi tegner udenfor stregerne, så rykker vi os ikke billedmæssigt. Viskelæder er bandlyst i mine billedkunsttimer, til elevernes store fortrydelse og arrigskab. Men de elsker mig for det, når året er slut, og de kan se, at deres forkerte streger, faktisk er dem, der gør billederne interessante.

Her har Line Louise på 2 år forsøgt sig med de drilske streger, og hun har allerede regnet ud, hvad formålet er. Se blot det orange felt i Pers arm:

Alligevel, så roser vi vores små børn, når de maler i malebøger, og de formår at male indenfor stregerne. Og vi retter på dem, når de tegner udenfor skabelonen. Eller værre endnu, når de tegner videre på den.

Og her i Kristi Himmelfartferien fandt jeg så mig selv siddende ved min mors køkkenbord med min fireårige søn og hans malebog. Og jeg roste ham, fordi han tegnede så fint og sirligt indenfor stregerne. Han havde tungen helt lige i munden og var dybt koncentreret. Fem minutter senere sad jeg selv og malede løs sammen med ham og var total tabt for omverden. Det er ham, der har malet sandslottet og de hemmelige spor til skatten nederst i sandet:

Det var næsten en zentilstand, og jeg blev zappet 30 år tilbage i tiden, hvor jeg farvelagde den ene eventyrprinsesse efter den anden. Sirligt indenfor stregerne. Og med stor omhu for ikke at tegne med tuschen to gange oven i hinanden, så der kom skjolder. Det skulle være helt glat og pænt. Nu sad jeg der igen. Med en hane og en dreng i badebukser.

Og en pige i lilla kjole:

Og det slog mig. At det ene ikke behøver at udelukke det andet.

Vi fratager ikke vores børn deres kreativitet og skaberlyst, ved at rose dem for at tegne indenfor stregerne og for at følge skabelonerne. Tværtimod kan det være spiren til at udvikle netop disse kompetencer. Jeg synes selv, at jeg formår at bevæge mig et pænt stykke udenfor stregerne i dag i mit voksne liv, både i bogstavelig forstand og i overført betydning. Så et . . . → Read More: Om at tegne indenfor stregerne

Kreativt selvværd

Jeg elsker TED’s inspirerende videoer. Kender du ikke TED, så er det på tide, du lærer det at kende. Jeg har deres app, som jeg bruger til at holde mig ajour med deres seneste uploads af videoer. TED står for Tecnology, Entertainment & Design og er en organisation, der har til formål at sprede gode ideer og inspirerende budskaber.

Som fx hvordan man bevarer sit kreative selvværd, og hvordan man når dertil, hvor man ikke længere skelner mellem kreative og ikke-kreative mennesker. Prøv at høre her. Og sig til mig, at denne rare og meget kloge og følsomme mand David Kelly ikke rører ved noget i dig:

Og til at understøtte hans pointe, fandt jeg dette videoklip, også fra TED, hvor indiske Aparna Rao fortæller om de high-tech kunstinstallationer, hun har lavet i samarbejde med sin danske makker Søren Pors. Installationerne er super super teknologisk nørdede og samtidig ekstremt kreativt og æstetisk tænkt. Og så er de humoristiske. Prøv selv at se:

Mig og min iPad

Først godt nytår til alle derude.

Hvis du er røget med på iPad-bølgen og måske endda er så heldig at arbejde på en skole eller institution, hvor de har indført iPads til eleverne, så skal du helt klart omkring Ann-Thérèses hjemmeside og blog Mig og min iPad.

 

På bloggen kan du blandt andet læse, hvordan du laver billedbøger og uploader billeder, hvordan du generelt bruger din iPad og alle dens gestures i undervisningen, hvordan du kan være DJ og meget mere. Ann-Thérése er den jeg kender, der ved mest om iPaden og dens muligheder i undervisningslokalet.

Ann-Therese er udover at være min gode veninde også ph.d.-studerende på projektet Technucation. Det er et stort forskningsprojekt støttet af Strategisk Forskningsråd og der er mange samarbejdspartnere, herunder Professionshøjskolen UCC og DPU/AU. Technucation er en del af forksningsprogrammet Organisation og Læring på DPU/AU. Ann-Therese har tidligere været adjunkt i psykologi og IT-læringsagent på Blaagaard/KDAS og så er hun overordnet optaget af, hvilke muligheder IT giver for kvalificering af undervisningen og læringsudbyttet. Og så laver hun konsulentarbejde for Apple som Apple Professional Developer (underviser i brug af iPads i undervisningen).