Blog

Julens lys

Lyset er en vigtig del af julen og lyset er også en vigtig del af billedkunsten. I arbejdet med billeder kan man ikke komme udenom at skulle forholde sig til lysets virkning på motiv og udtryk. Det er vigtigt at eleverne har lært lidt om farver inden dette forløb.

I dette undervisningsforløb er temaet ”LYS” og det billedsproglige virkemiddel er installationen.

I arbejdet med farverne har eleverne også lært om lysets vigtighed i forhold til farverne.

I midten/slutningen af november tager du eleverne med på en rundtur ud i byen og for at finde julen, bed dem om at have blyant og papir med.

  • Gå ind i et supermarked eller stormagasin
  • Gå ind i en kirke
  • Gå igennem gaderne med julelyskæderne
  • Slut i et rum, som er julepyntet (evt. til anledningen) med levende lys, gran, nisser, julemusik osv.

Bed dem undervejs om at skrive de indtryk, de får, ned på papiret

Start med en brainstorm enten på tavlen eller i grupper på 2-3 personer.

  • Hvilken betydning har lyset i julen?
  • Hvor bruger man specielt lyset i julen? 

Når eleverne har fået skrevet de forskellige lyskilder ned samles de på tavlen og der skal så gøres rede for:

  • Hvilken farve udstråler de forskellige lys?
  • Er det et varmt eller koldt lys?
  • Hvad symboliserer den enkelte lyskilde?

Snak om hvilke traditioner og handlinger der hører til de forskellige farver lys. Ex:

  • Blåt lys – koldt – lysstoffrør i stormagasiner – julegaveindkøb, materialisme, kommercielt, reklamer, penge
  • Gult lys – varmt – stearinlys, juletræskæden – hygge, familie, julefrokost, mad, snaps, øl, fortællinger, samvær
  • Hvidt lys – koldt og distanceret – helligt, bethlehemsstjernen – Jesusbarnet, krybbespil, kirke, kristne symboler, Jomfru Maria osv.

Fortæl lidt om installationen som udtryksmiddel. Kom evt. med eksempler, så det bliver mere konkret for eleverne at forstå.

Lad herefter eleverne vælge sig ind på de forskellige farver lys og lad dem i grupperne snakke om, hvordan man i en installation kunne arbejde med det pågældende lys.

Eleverne skal tænke forenkling i deres installationer. Desto enklere kompositionen er, desto større effekt har budskabet og desto mere inddrages beskueren i fortolkningen. Installationerne må meget gerne være interaktive og stille beskueren i et etisk dilemma.

Installationerne skal have plads, så derfor er det vigtigt, at eleverne har fået et område på skolen, som de kan boltre sig mere eller mindre frit på. Evt. en aula eller et fællesrum. Installationerne kommer til at virke som en form for juleudsmykning og skal derfor ikke gemmes væk i et klasseværelse. Det er derfor også vigtigt at de er sat op, så de står til skue i en stor del af december måned.

Det hvide himmelske lys endte ud i et slags krybbespil, med en vippende krybbe med et hvidmalet jesusbarn, krigspressefotos, der var ikoniserede med maling i religiøse farver som guld, hvid og blå.

 

Det gyle varme lys fra stearinlysenes skær blev skildret med det overdådige julefrokostbord, der dinglede ned fra loftet i fuldskab og den fede mad fra supermarkedsreklamerne på væggen, hvor de var blevet malet over med farvekridt og forstørret op til kæmpestørrelser.

Og til sidst det kolde blå lys fra neonstofrørene i stormagasinerne, hvor de kolde sedler og mønter bliver langet over disken, som blev vist ved at at hænge mønter, der faldt ud af flettede hjerter fra loftet. Hjerterne, julens kærlighedsbudskab, var flettet af knitrende pengesedler.

Analytics Plugin created by Jake Ruston's Wordpress Plugins - Powered by Ray Ban Sunglasses and VLC Download.