Blog

Kopister, masseproducenter, håndværkere eller kunstnere?

Montmartre i Paris er blot et af mange steder i verden, men måske et af de mere kendte steder, hvor man kan få tegnet sit portræt eller købe et originalt kunstværk af en af Paris’ mange smukke seværdigheder. Hele vejen rundt om Place du Tertre sidder de og venter på, at du lader dig friste af deres tegning af Demi Moore eller Russel Crowe og sætter dig stolen for selv at blive foreviget af deres kridtstreger.

IMG_3954

Mens jeg gik rundt der kunne jeg høre turisternes imponerede kommentarer, og der er ingen tvivl om, at de er dygtige håndværkere. De kan deres kram. Men er det kunst? Er det interessant i længere tid end det øjeblik, man står der midt i det?

IMG_3948

Teknikken for portrættegnerne er nøje tillært. Hvis man giver sig selv tid til at studere teningerne lidt ekstra, vil man hurtigt kunne genkende øjnenes opbygning, næsernes skygge og mundenes trækninger i de forskellige billeder. De maler tvillinger, som alle ligner hinanden, og som alligevel er forskellige i kraft af størrelsen af formerne, liniernes hældninger og skyggernes intensitet. Vi som tegner selv, kan genkende teknikkerne. Det er ikke svært at tegne et portræt. Det er derimod rigtig svært at tegne et billede af en person, hvor man samtidig fanger personligheden bagved ansigtet. Jeg vil personligt hellere se på et turistfoto end på en tegning som den ovenfor.

Hvad så med spartelmalerne? Dem der med få strøg med spartelen kan indfange en regnvejrsdag på Champs Elysees, mens de sidder i brændende sol på Montmartre. Spartelen bruges selvfølgelig fordi effekten er fantastisk og fremstillingen er hurtigproduceret, hvilket er nødvendigt for at holde sit publikum til ilden. Folk vil se resultatet inden pizzaen bliver serveret på restauranten ved siden af. Og de får valuta for deres penge. Se blot her, hvordan Triumfbuen trylles frem på det lille lærred. Sjovt nok, en tro kopi af billedet lige ved siden af, blot halv størrelse og derved også lidt billigere til impulskøberne.

 IMG_3952 

Det er nok ikke svært at gennemskue min personlige holdning til disse sælgere. Og sælgere er lige netop, hvad jeg mener de er.

Da jeg gik i 1. klasse, var jeg helt vildt god til at tegne hjerter, som ikke var skæve, og hestehoveder, hvilket var ironisk, da jeg er allergisk overfor heste og egentlig ikke bryder mig særlig meget om dem. Derfor kom de andre altid til mig, hvis de skulle bruge et hjerte i deres tegning eller hvis en af hestepigerne skulle tegne deres yndlingshest i formningstimen. Jeg var selv lidt stolt, kan jeg huske. Det var rart at sole sig i populariteten, men i dag er jeg udemærket klar over, at jeg blot tegnede en skabelon, som jeg havde indøvet og derfor kunne kopiere og masseproducere i søvne. Der var ikke noget tilbage i de tegninger, som viste en del af mig eller af motivet.

Som billedkunstlærer ser jeg det derfor som en af mine fornemmeste opgaver, at rykke eleverne videre fra deres yndlingsskabeloner, som de høster ros og popularitet på. De skal selvfølgelig have tiden til at nyde anerkendelsen, men så skal de også skubbes videre ud af springformen. Og det gælder faktisk i alle fag, hvor der skabes noget individuelt. I dansk skal eleverne skubbes i deres ordforråd, deres sproglighed og deres disponering af indhold. Kun på den måde rykker man sig og finder man nye løsningsmuligheder og kreative tankegange.

Jeg har ondt af sælgerne på Place de Tertre. Hvis du en dag kommer forbi, så kig i deres kasser neden under udstillingstavlerne. Dér finder du de gode billeder. De billeder, der har sjæl, personlighed og fortællinger. Det er sælgernes egne billeder. Dem de forsigtigt og næsten undskyldende forsøger at sælge ved siden af lærredspostkortene. I flere af dem gemmer der sig desværre en brast drøm om et succesfyldt kunstnerliv i hovedstaden, og de har måtte sælge ud af deres kunstneriske hjerte til fordel for den sultne mave og et tag over hovedet.

Analytics Plugin created by Jake Ruston's Wordpress Plugins - Powered by Ray Ban Sunglasses and VLC Download.