Dette forløb er måske mere relevant i vinteren kolde mørke timer, men jeg har oplevet, at det også sagtens kan fungere at drømme sig væk til store isflager, polarlandskaber og isbjørne, når solen bager udenfor. Lad eleverne blive inspireret af oplæsning af myter, af billeder fra biblioteksbøger eller af din egen viden om Polerne til at fremstille forskellige grafiske værker, der handler om Polernes verden.
De skal fremstille skitser til begge billeder og det er en god idé at du selv godkender dem inden de går i gang med at skære i pladen.
Skitserne skal de lave med hvidt kridt på sort karduspapir, så de vænner sig til at tegne lyset i stedet for skyggerne.
Dette tema virker godt rent billedmæssigt, da kontrasten mellem hvid og sort ses tydeligt i snelandskaberne. Af andre temaer, som fungerer godt i grafik, kan nævnes Uhygge. Dette tema er godt, da kontrasten nemt kan virke uhyggelig og faretruende.
Den teknik man bruger, når man laver linoleumstryk hedder højtryk. Det hedder den, fordi det er de felter, der ligger “højest” på pladen, der trykker farven over på papiret.
Tilskæringen – sådan gør du
Først udarbejder du en skitse af det billede du vil lave. Her skal du tænke meget over, at grafikken er det sort/hvides kunstform. Derfor skal du allerede i skitsefasen tænke meget over de teknikker du lærte i forbindelse med tegning. Tænk over sådan noget som skraverings-teknikker (linieskravering, krydsskravering) og tænk over linjer og mønstre. Når man ikke må bruge farver, så skal man tænke i hvordan sort-hvid kan skabe en effekt
Nu skal du tegne skitsen op på linoleumspladen med hvidt kridt. Pas på med at gå for meget i detaljer!!! Det skal være fysisk muligt for dig at skære det ud. Husk at du skal lave en margin på ½ cm hele vejen rundt langs pladens kant (af trykketeknisk hensyn). Den starter du med at skære ud
Varm evt. pladen på en radiator, så bliver den nemmere at skære i
Konturstreger skæres for som det første. Husk at bortskårne dele kan IKKE kan sættes på igen. Du må indstille dig på, at du skal øve dig til du behersker brugen af knivene!
Herefter bearbejdes først baggrunden (fx himmel, jord, huse, vægge osv). Således kommer evt. hovedfigurer til ”at vokse frem af mørket
Billedets hovedfigurer står nu tilbage som mørke flader. De skæres til. Tilskæring af detaljer er sidste hånd på værket
Trykket – sådan gør du
Den sorte tryksværte fra tuben klemmes ud på sværtepladen. Med en gummivalse fordeles sværten ud over pladen til en fløjlsglinsende flade - tag endelig ikke for meget sværte.
Du ruller nu gummivalsen hen over din linoleumskliché til den er dækket af sort sværte. Det skal du gøre forsigtigt og nøjagtigt. Pas på med at komme for meget sværte på,- det kan resulterer i at dit tryk bliver sjasket og gnidret ind i sværte
Nu lægges papiret forsigtigt henover pladen med en mest sugende side nedad. Der lægges et stykke beskyttelsespapir henover og du gnider med bagsiden af en spiseske. Papiret løftes af – trykket er færdigt. Det hænges til tørre. Jo mere sværte, jo længere tid om at tørre.
Analytics Plugin created by Jake Ruston's Wordpress Plugins - Powered by Ray Ban Sunglasses and VLC Download.