Blog

Mandala

Min tredjeklasse er meget fascineret af Mandalategninger, hvor de nyder at danne flotte mønstre med de forskellige farver. Når jeg ser dem male de udprintede Mandalacirkler bliver jeg med ét revet tilbage til min egen barndom, hvor jeg elskede at male mønstrene på de papirasietter, min far brugte mellem tallerknerne på sin restaurant. Der er noget fascinerende ved den slags symmetriske mønstre, hvor alt går op i en højere enhed og hvor alt hænger sammen.

Colour-4-Everyone-Mandala

Ordet Mandala betyder cirkel/kreds og stammer fra det indiske sanskrit. Den symmetriske cirkel er ofte bygget op omkring tallet 4, som symboliserer de fire verdenshjørner og årstider. Derfor ser man også ofte i Mandalaen, at der er fire paladser med tårnene mod hvert verdenshjørne.

mandala

Mandalaen står for helhed, forbindelse, sammenhæng og fællesskab. Cirklerne har altid haft en særlig symbolsk betydning i billedkunsten over hele verden, og den adskiller sig ikke meget fra kultur til kultur. Det cirkulære symbol siger jo på mange måder sig selv og genkendes både i jorden, solen og hjulet. De forskellige symboler, der er tegnet ind i Mandalaen har hver deres betydning for den enkelte Mandala. Man kan derfor tegne en Mandala for hvert af de forskellige fællesskaber man er en del af. En familie kan fx have en Mandala, hvor symbolerne repræsenterer de enkelte personer eller de enkelte elementer af netop dén familie. Mandalaen viser dermed den helhed, som familien nu engang er med alle sine forskelligheder implementeret.

Mandalamønsteret er brugt i mange forskellige kulturer. Den er set brugt både i kristendommen af bl.a. nonnen Hildegard von Bingen i det 12. århundrede:

13hildmn

I Aztecerrigets kalendersystem:

12742

Og i tibetanske meditations-illustrationer:

mandala_home

gratisskole.dk kan man bl.a. finde mange forskellige Mandalamøsntre, som man kan downloade og kopiere frit, og ellers er internettet også spækket af forskellige Mandalaer, som man kan printe ud og farvelægge. Men tag det gerne skridtet videre og lad børnene konstruere deres egne Mandalaer. Evt. lave en Mandala over deres egen familie eller deres klasse. Det er en helhed, som de nemt kan forholde sig til og drengene vil elske symmetrien og geometrien i det.

Man kan også bruge Mandalaerne i farveøvelserne, hvor eleverne skal vælge deres farvelægning bevidst i forhold til farvernes kontraster, symbolske betydning og mæthed.

Analytics Plugin created by Jake Ruston's Wordpress Plugins - Powered by Ray Ban Sunglasses and VLC Download.