Blog

Noget om menneskesyn – Jacob Holdt

På torsdag skal jeg på Louisiana med en tidligere kollega, nu transmorgriffet til en kær veninde. Jeg glæder mig især til at se Farven i kunsten, men det er ikke den udstilling dette indlæg skal handle om. Det forestående besøg fik mig blot til at tænke på et indlæg, som jeg aldrig fik skrevet, men som heller ikke helt kan slippe mine tanker. 

Det skulle være skrevet i midten af november, hvor jeg var på Louisiana sidst, faktisk med den samme veninde. Det var Jacob Holdts Amerika, der satte tankerne i gang ved mig. Ikke så meget tanker om kunsten, men tanker om menneskesyn og menneskelige værdier. Vel egentlig typisk for netop Jacob Holdt, altså at det ikke er kunsten som middel, der sætter spor, men derimod kunstens indhold. Som han selv siger, så er han jo ikke som sådan en god fotograf, han er en god historiefortæller, og det er dét der gør at hans billeder bliver interessante for andre end ham selv.

Hvis du nåede at se udstillingen, så ved du måske, hvad jeg mener med nogle af mine tanker allerede.

Det udsagn, som sidder fast i mit hovede er Holdts egne ord i et interview, hvor han siger, at der ikke findes onde mennesker. Der findes kun skadede mennesker. I hans udstilling er der to billedserier, der understøtter dette udsagn. Nemlig serien om familien, der er medlem af KKK:

LPicture9

Og billederne af massemorderfamilien. Begge familier blev Holdts nære venner og han tilbragte en del tid med dem begge, hvor han også boede i deres hjem i flere dage. Dem der kender til Jacob Holdt kender sikkert også til hans Yes-princip. Han siger ja til hvad livet tilbyder ham – aldrig nej. Og han siger ja til alle mennesker uanset køn, race, seksualitet, religion, politiske holdninger osv. Det giver ham nogle oplevelser, som han bagefter kan fortælle om i sine billeder. Og nogle oplevelser, som både sætter ar i sjælen og skår i hjertet på ham. Alligevel efterlever han sit princip 100%. Og han ville ikke være nogen af oplevelserne foruden. Er det en fordomsfri livsfilosofi? Nok nær det tætteste du kommer på én sådan, vil jeg mene, i hvert fald umiddelbart. Men der er noget i mig, der slår fra i det også. For med fordomsfrihed tænker jeg, at man er åben over for alt og alle, ikke fordi man har taget et bevidst valg om at gøre så, men fordi man ikke kan gøre andet og ikke kan forestille sig at andet er muligt. Sådan tror jeg ikke der er nogen der er 100%. Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogen lige i det øjeblik, jeg sidder og skriver her. Den snert af bevidsthed, som vil være i de fordomsfrie handlinger, er svær at undgå i en verden som vi lever i nu, hvor netop viden og bevidsthed er allemandseje og nærmest uundgåeligt.

Hans tanke om, hvorvidt nogle folk er onde eller blot skadede, er fascinerende for mig, fordi jeg ikke kan finde ud af, om jeg synes han har ret eller om han bare er for langt ude med den tankegang. Hvad er ondskab? Er det nedskrevet pr. lov, at ondskab skal munde ud i en bevidsthed om at ville ondt, eller kan ondskab også være en ubevidst handling fra et menneske, som så er det, fordi han eller hun er blevet skadet tidligere i sit liv og derved har udviklet et ondskabsfuldt sind. Ja, det bliver dybt, jeg ved det godt. Det er bare hele tanken om, hvor bevidst folk handler i det øjeblik, de påfører skade på andre mennesker, der bliver ved med at pusle i mig. Jeg er ikke besat ved tanken om ondskab – det er mere tanken om, hvordan jeg selv ser på mennesker, der gør ondskabsfulde eller hadefulde handlinger, gentagne gange. Hvorfor gør de det? Har Jacob Holdt ret, når han siger, at det ikke er deres egen skyld? Og er det dét han siger? Jeg ville så gerne være fordomsfri og tænke det samme. Men jeg KAN ikke lade være med at tænke, at det er for nemt for dem. Det er for nemt at skyde skylden på alt det, der ligger over i rygsækken. For nemt at frasige sig ethvert ansvar ved at dække sig ind under at andre også har været onde ved èn selv.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil føre dette indlæg videre til herfra. Jeg har som sagt ikke svarene selv, og måske derfor er indlægget først blevet skrevet nu. Jeg ved bare, at jeg mener, at man selv vælger, hvordan man vil se på verden. Og man kan altid tage et andet valg end det man ender med. Men hvis man ikke er bevidst om, at det andet valg er der og det er en mulighed for én, har man så reelt set et valg? Det er jo det, jeg siger til eleverne, når de træder i spinaten og sårer hinanden. Så beder jeg dem om at tage ansvar for det de har sagt og gjort og overveje de andre valg de havde i situationen. Men kan de altid det? Jeg taler jo ikke nødvendigvis om massemordere og ektremister her, vel. Det er jo også de små ondskabsfulde handlinger vi “almindelige” mennesker går og gør os i hverdagen.

Jeg håber virkelig at Farven i kunsten ikke er helt så tankevækkende. Umiddelbart lover overskriften mere form end indhold, hvilket vil passe mig fint lige pt. Dog undrer det mig lidt, at det hedder farvEN og ikke farvERNE. Er der i virkligheden kun én farve og skal jeg nu til at gå og fundere over meningen med det de næste mange måneder efter torsdag?

Hvem sagde at kunst og kultur var sundt og godt for menneskesjælen…Hvad? Har jeg sagt dét?….Hvornår? Kan du bevise det?

Analytics Plugin created by Jake Ruston's Wordpress Plugins - Powered by Ray Ban Sunglasses and VLC Download.