Blog

Billedforløb i årsplanen #2: Temauge coming up

Vi har temauge i næste uge, hvor hele udskolingen skal arbejde med temaet TRIVSEL. Som jeg før har nævnt, har jeg ingen billedkunst i år (I har snart fattet savnet, ikke?) og derfor benytter jeg mig af en hver mulighed for at få fingrene ned i billedskaberiet med børnene. Det har resulteret i, at jeg har tilbudt et skaberiværksted i temaugen, da jeg synes det er maks trivsel at skabe noget med sine hænder. Og at det er maks trivsel at udtrykke sine tanker og oplevelser igennem billedsproget. Og at det er maks trivsel at være skabende i et socialt fællesskab. Derfor. Så.

Picture1

Målene for forløbet lægger sig da også tæt op til mine ovenstående formodninger. Det er nemlig målet at eleverne skal lære at

  • kommunikere betydninger, meninger og holdninger i visuelle udtryk
  • præsentere egne visuelle projekter mundtligt og ved udstillinger i det offentlige rum
  • bidrage med visuelle udtryk i kulturprojekter i eller uden for skolen
  • (direkte sakset fra Fælles Mål 2009)

Det er væsentligt at børnene lærer at bruge deres kommunikative kompetencer til at præcisere deres billede i forhold til det indhold, de ønsker at udtrykke. Og i det de er tvunget ud i et samarbejde om dette, vil kommunikationen foregår både i den mundtlige billedsamtale indbyrdes og i billedets endelige færdige udtryk.

Picture2

Normalt har man sådan et værksted kørende med det samme hold hele ugen, så man har god tid til fordybe sig i opgaverne. Hvilket også ville være ønskværdigt i dette forløb. Dog er der også noget spændende i at arbejde på tid og med en presset deadline. Det skærer opgaven ind til benet og lader det impulsive råde, og det fortænkte får lov at forblive utænkt. Der er simpelthen ikke tid til for meget tænkeri. En proces, jeg tror er ganske velvalgt til teenagere engang i mellem.  På de fire første dage skal vi have 2 x 4 hold med 15 blandede 7.,8. og 9. klasseselever  igennem, og da resten af værkstederne bærer mere præg af et sports- og sundhedsfokuseret indhold, er der ligeledes sat en konkurrence op, som det selvfølgelig gælder om at vinde. Kan man det med billedearbejdet? Være femten om ét billede? Skabe på tid? Konkurrere?

Picture3

Jeg siger ja. Det skal i hvert fald komme an på en prøve. Holdene bedømmes på to ting: Samarbejde og det færdige produkt i forhold til opgavebeskrivelsen.

Picture4

Opgaven lyder: Skab et billede, der beskriver mindst én vigtig ting for at mennesker trives bedre.

Da økonomien skal holdes i bund, har vi valgt at male med kulørte blade og magasiner og tapetklister, fremfor maling, og vil derfor lave collager á la dem du ser her i indlægget. Vi har købt spånplader til at lave billederne på, og de bliver delt på midten, så de er 126×138 cm. store. Hvert hold får sådan en plade, som de skal lave ét fælles billede på.

Picture5

Holdene får lov at finde et billede, de kan tegne op på pladen inden de maler løs med papiret. Og det gælder selvfølgelig om at blive enige om motiv, farver, stil, komposition og meget andet, for at kunne lave et så stort billede færdigt på ialt 2 timer og 15 minutter.

Kig ind igen om 8 dage og se de endelige resultater.

Analytics Plugin created by Jake Ruston's Wordpress Plugins - Powered by Ray Ban Sunglasses and VLC Download.